IT- og medieplan
IT- og medieplanen er udarbejdet i forlængelse af kommunens overordnede digitaliseringsstrategi, godkendt i Direktionen i maj 2012.
På Skole- og Børneudvalgets område sætter digitaliseringsstrategien fokus på den digitale daginstitution og den digitale folkeskole.
IT- og medieplanen støtter op om visionen i digitaliseringsstrategien om at:
- Digital teknologi er en fuldt integreret del af undervisningen på kommunens folkeskoler, og elevernes læringsbehov understøttes af tidssvarende teknologiske muligheder.
- Forældre i Roskilde oplever at kommunens dagsinstitutioner udnytter de digitale muligheder til at skabe mere smidige og alsidige relationer.
Det overordnede mål med denne plan er at børn og unges IT- og mediekompetencer i skoler og institutioner skal udvikle sig i takt med nutidens informations- og videnssamfund. Den stigende digitalisering af samfundets funktioner fordrer en mere systematisk tilgang til børn og unges anvendelse af nye teknologier i de offentlige institutioner. Internettets muligheder og de deraf følgende udfordringer har stor betydning for, hvordan undervisning, leg og læring foregår på institutionerne på dagtilbuds-, skole- og fritidsområdet.
I forbindelse en IT- og mediesatsning i institutioner og skoler vil en kompetenceudvikling af personalet være helt central. Der bliver brug for målrettet kompetenceudvikling for personalet på flere niveauer. Dels tekniske kompetencer og dels kompetencer i forhold til at arbejde pædagogisk med digitale medier.
Det er ligeledes vigtigt, at lokale erfaringer og enkelt-projekter bliver opsamlet og spredt. Skoler og institutioner skal lære af hinanden. Forvaltningen vil derfor arbejde med modeller for spredning, hvor personale og ledelse erfaringsudveksler på tværs.