Sociale medier
Vi ønsker at fremme god etik og moral ift. brugen af de sociale medier i vores klubber. Vi ønsker at skabe respekt om dem og være med til at skabe sunde værdier og sunde grænser, når de unge færdes på de sociale medier. Og vi ønsker desuden at skabe en dialog i hverdagen om de problematikker, der kan opstå, når man anvender de sociale medier.
Der opfordres til i vores klubber, at vi pakker teknologiforskrækkelse og forestillingen om, ”at børn og unge jo bare kan det der med digitale medier” langt væk. Når der skal sparres og tales med børn og unge om deres online liv, er det nemlig ikke så meget tekniske kompetencer, der er brug for, men derimod mere generelle pædagogiske kompetencer.
Offline og online liv
Det pædagogiske arbejde, mener vi, fremover også skal omhandle samtaler med børn og unge om deres online liv; tiden er forbi, hvor det var nok at tale om deres offline liv.
Samtaler om hvorledes de anvender nettet, hvilke sider og apps de bruger, hvornår er det passende at dele et billede, hvordan taler man med og om andre, er f.eks. spørgsmål, der kunne tales om med de unge.
Vi vælger aktivt brugen af mobiltelefoner til – vi forbyder det ikke i vores klubber. Dette gør vi, fordi vi mener, at forbud ikke hjælper. Vi ønsker derimod at være med til at udvikle sociale og etiske kompetencer frem for at møde vores medlemmer med forbud.